Til tider kunne jeg godt ønske, at stressproblematikken hørte under integrationsministeriet. Så var den stoppet effektivt ved grænsen, eller også var den blevet smidt ud af landet for længst. I Danmark er det åbenbart vigtigere at forbyde tørklæder, end om flere og flere bliver syge eller går ned på grund af deres arbejde.
Af Thomas Milsted
Man kan sige meget skidt om vores politikere. Men man kan ikke tage fra dem, at de er effektive. Har de magten, og er der noget, de vil, så bliver det gennemført med en præcision og akkuratesse, der kun kan gyde respekt. Og det går hurtigt i disse tider. Med dommedagspræcision har vores politikere udvist vilje og styrke uden sidestykke, når det gælder reformer. Nærmest ”over night” har vi fået kommunalreform, politireform og gymnasiereform. Og flere er sikkert i støbeskeen.
Kunne man så, lidt naivt, tolke det sådan, at der, hvor der ikke handles, er der heller ikke vilje? Er det virkelig på politikernes handlinger, man skal kende deres holdninger? Og er det at gå for vidt, hvis man mistænker en politiker for at sige det, som er populært, men i virkeligheden mene noget andet? Jeg ved det ikke. Hvad jeg ved, er, at jeg ikke på noget tidspunkt har hørt en politiker sige, at det er ok, at medarbejdere går ned på grund af stress. Det, jeg ikke ved, er, om de også vil tage ansvaret for, at det ikke sker ved at lave en trivselsreform, nu de er i gang?
Politikerne opfatter stress som et individuelt problem
Set ud fra politikernes manglende handlinger kan det tænkes, at politikerne anskuer stress ud fra en individuel tilgang.
En tilgang, der hævder, at stress skyldes et negativt ”mind set” og opstår, fordi vi som individer handler irrationelt og ikke har den rette indstilling og evne til at prioritere. Og der er noget, der tyder på, at den holdning har vundet gehør, for mange medarbejdere og ledere vender frustrationerne indad, når de er pressede.
De bliver ikke vrede og frustrerede på arbejdsgiveren, fagforeningen eller politikerne, men på sig selv, fordi de ikke kan få tingene til at hænge sammen.
Men politikerne bliver nødt til at erkende deres store ansvar for stress- og frustrationsniveauet i Danmark. Det er nu en gang dem, som skaber rammerne for de vilkår, som medarbejderne skal forsøge at agere under på de statslige og offentlige arbejdspladser. Når de rammer bliver rigide, urimelige og uanstændige, går det galt. Rammer skal være klare, men de skal også indeholde et stort råderum.
Det er vigtigt for det politiske system at have mål og visioner. Men visioner må ikke være modstridende i forhold til virkeligheden, for det er jo virkeligheden, der skal bære visionen frem. Det er et problem, når der hele tiden opstår konflikter mellem politisk fastsatte deadlines og faglig kvalitet. Når ens arbejdsopgaver bliver gjort op i minutter, bliver det sgu’ for surt og utilfredsstillende. Der er grænser for, hvor ringe vi kan udføre vores arbejde, og så samtidig kunne blive ved med at synes, at det er ok.
Politikerne må altså begynde at forstå, at taknemmeligheden over at have et arbejde ikke i længden kan kompensere
for urimeligheder. Vi lever altså i 2008, hvor politikerne godt kan regne med, at befolkningen er oplyst og velbegavet og ikke i den mørke middelalder, hvor man bare kunne udnytte sine arbejdere til døde, uden at de klynkede. Det er et problem, når der er skrumpende budgetter til drift og udvikling, hvilket i praksis betyder, at færre medarbejdere skal løse større mængder af arbejdsopgaver. Det er en underlig måde at anerkende sine medarbejderne på. Nu får I færre midler at gøre godt med, men til gengæld får I så lov til at knokle mere! Tænk at politikerne etisk og moralsk i år 2008 stadig kan forsvare en arbejdskultur i den private såvel som i den offentlige sektor, hvor der lægges op til, at medarbejderne arbejder sig halvt ihjel? Hvor fleksibilitet ikke bliver brugt til at skabe balance mellem arbejdsliv og andet liv, men reelt bliver brugt til at arbejde mere. Danmark er faktisk det land i hele den vestlige verden, hvor der arbejdes mest i den forstand, at befolkningen i forhold til sin størrelse lægger flest timer på arbejdsmarkedet. Hvad er takken? I skal knokle mere.
Hvad med velfærden?
I en lind strøm af krav fra politikernes side i form af strukturreformer, som netop kommunalreformen, politireformen, gymnasiereformen osv., har de skabt et ulideligt arbejdsklima med megen stress og frustration til følge. Med tidsregistreringer, rapporteringssystemer, kontrol og arbejdsmængder så store, at de hævdvundne frihedsgrader er svundet ind til næsten ingen ting.
Alt det. som skaber arbejdsglæde og trivsel i form af følelsen af kontrol, store frihedsgrader, anerkendelse og retfærdighed er lige så stille ved at forsvinde, fordi politikerne ikke vil tage ansvar. De vil ikke lytte, og de er nærmest resistente overfor kritik.
De vil ikke blande sig i arbejdsmarkedsforhold, siger de. Men det gør de jo allerede med deres krav. Hvorfor så ikke tage ansvaret fuldt ud og gå forrest? Hvis Danmark skal kunne konkurrere i fremtiden, ville det nok være smart, at medarbejderne som udgangspunkt var motiverede og glade. Så vil de sikkert hellere end gerne give den en tand mere og være med til at slukke ilden, når lokummet brænder.
Borgerne i dette land udviser stor taknemmelighed over for det politiske system ved at ofre fritid, børn og helbred for at passe deres arbejde og i deres bestræbelser på at imødekomme politikernes krav og ønsker. Mon ikke taknemmeligheden snart skulle til at flyde lidt den anden vej?
