november 9

Hvis sygefraværet skal ned, skal arbejdsglæden da op!

0  comments

Hvis sygefraværet skal ned på de danske arbejdspladser, skal vi lade være med at fastholde, at det udelukkende er den enkelte medarbejders ansvar alene. Det handler ikke kun om, at medarbejderne skal udvise ansvarlighed, loyalitet og evig taknemlighed over for arbejdets velsignelser. Det er rammerne, arbejdets indhold og ledelseskvaliteten, der er alt afgørende for et lavt sygefravær.

Af Thomas Milsted

I disse dage har jeg den store fornøjelse at være med til at skabe trivsel for alle ledere og medarbejdere i Folkekirkens Nødhjælp, en fornøjelse jeg har hvert andet år.
Baggrunden for arbejdet er en stor trivselsundersøgelse, og det, som slår mig positivt hver gang, er, at alle medarbejdere i Folkekirkens Nødhjælp er enige om, at de meget sjældent har lyst til at melde sig syge. Trygheden er i top, og stort set alle er tilfredse og stolte over deres arbejdsplads. Dette på trods af en meget stresset hver dag med alt for mange opgaver og alt for lidt tid til at løse dem i.
Sygefraværet er faktisk lavt, og det skyldes ikke mindst, at man fra ledelsens side har valgt at have stor fokus på trivsel. For Folkekirkens Nødhjælp er trivsel ikke et middel til at fremme resultater men et mål i sig selv. Resultater er vigtige, men anstændighed er vigtigere. Og den holdning skaber gode resultater og glade medarbejdere.

Er sygefravær udtryk for sygdom?
Det siger sig selv, at sygefravær har en grund, men nok så overraskende behøver denne grund ikke altid at være sygdom. Sygefravær er ofte også et udtryk for, at der er noget andet galt.
Et nyt forskningsprojekt foretaget af den norske stats arbejdsmiljøinstitut, som undersøger sammenhængen mellem forholdene på norske arbejdspladser og risiko for sygdom, viser, at sygefravær kan forebygges ved at anerkende medarbejderne.
Undersøgelsen viser, at hvis ikke vi oplever sammenhæng mellem den indsats vi yder, og den belønning vi får af vores arbejdsgiver, så øger det lysten til at melde sig syg. Man bliver simpelthen mindre loyal. Det samme viser undersøgelser i Danmark. I en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NAF) samler forskerne op på resultaterne af de seneste års forskning i sygefravær.
Rapporten viser, at de jobgrupper, der har størst risiko for sygefravær, er daginstitutions- og dagplejepersonale, rengørings-, ejendoms- og køkkenpersonale, sundhedsplejepersonale og ufaglærte arbejdere. Årsagerne er, ud over de rent fysiske, manglende belønning, dårlig ledelseskvalitet og rollekonflikter.
Det må også påpeges, at netop disse job hører til de dårligst betalte og lavest rangerede i forhold til status. Oplevelsen af lav status er en væsentlig kilde til stress, viser adskillige forsøg med dyr.

Undersøgelsen fra NAF konkluderer, at den indsats, vi gør på jobbet, er så vigtig for os, at vi bliver nødt til at få noget tilbage – enten i form af ros og anerkendelse eller muligheden for at gøre karriere eller opnå jobsikkerhed.
De, der ikke oplever at blive anerkendt for deres indsats på arbejdspladsen, er mere tilbøjelige til at få fysiske lidelser såsom hjerte-/karsygdomme, moderate psykiske lidelser og alkoholmisbrug. Alkoholmisbrug alene står for 325.000 sygefraværsdage om året i Danmark.

Hvordan kommer det fravær ned?
At forstille sig at få sygefraværet ned på nul er naivt. Danskerne lever generelt usundt og har svært ved at finde den gode livsstil i form af motion og sund kost. Overvægt, rygning, alkohol og for lidt motion giver samlet 7,7 millioner sygefraværsdage om året. Så der er behov for en kæmpe indsats.

Hvad angår den del af sygefraværet, som skyldes det psykiske arbejdsmiljø, tror jeg , at vi som medarbejdere skal til at se os om efter de gode arbejdsvilkår. Det siger sig selv, at meget kan gøres ved en positiv og optimistisk indstilling, men det er nu en gang vanskeligt for ikke at sige umuligt at bevare begejstringen, hvis man konstant får slag i ansigtet i form af problematisk ledelse, manglende anerkendelse og urimelige krav.

Hvad kan medarbejderne selv gøre?
Rammerne og problematisk ledelse til trods er der meget du selv kan gøre for at mindske dit sygefravær, bl.a.:

Lev sundt. Væk med den fede mad og de hurtige kulhydrater. Find en arbejdsplads med en god kantine.
Drop eller begræns rygning og indtagelsen af alkohol.
Dyrk moderat motion. Gå en rask tur på en halv time hver dag. Få evt. en fitnessordning med din arbejdsplads.
Sørg for, at din arbejdsindsats står mål med belønningen. Er indsatsen stor, skal belønningen være stor.
Find dig en leder, der ved, hvordan man roser, anerkender og støtter sine medarbejdere.
Sørg for, at dit arbejde har en høj grad af frihed, fleksibilitet og indflydelse.
Arbejd med noget, som gør dig glad, og som du er god til.

Vi har brug for hinanden
Overordnet set er dét, vi skal, i fællesskab at bidrage til den gode cirkel: En god ledelse giver grobund for trivsel, som giver glade medarbejdere, som har et lavt sygefravær, hvilket giver virksomheden gode resultater… Som giver arbejdsglæde hos både ledere og medarbejdere.


Tags


You may also like

Sophie’s Choice

Sophie’s Choice
Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

Subscribe to our newsletter now!