At håndtere stress handler om at træffe valg. Selvom det forekommer indlysende, kan det alligevel være forbundet med så store vanskeligheder, at vi helt dropper det. Det betyder, at vi ofte forsøger at leve livet ved at blæse, samtidig med at vi har mel i munden.

Af Thomas Milsted

Du husker sikkert filmen ”Sophie’s Choice”? Den handler om Sophie (spillet af Meryl Streep), en polsk kvinde, der under 2. verdenskrig ved ankomsten til kz-lejren Auschwitz bliver stillet over for et valg. Kun et af hendes to medfølgende børn kan overleve. Kravet fra officeren er ubønhørligt, omend han kalder sig selv barmhjertig. Sophie kan få lov til at vælge, at et af hendes børn skal overleve, men derved dødsdømmer hun det barn, hun fravælger. Nægter Sophie at vælge, dødsdømmer hun begge sine børn.
Selv om dette umulige valg ikke tåler sammenligning, kan man bruge det som eksempel på mange af de situationer, vi igennem livet står i, hvor vi er nødt til at vælge mellem ”pest eller kolera” – umulige valg, medmindre vi lærer at sætte tingene lidt i perspektiv. Vi står ofte over for følelsesmæssige dilemmaer, som hiver os i hver sin retning på samme tid. Dette er medvirkende til, at det ofte er meget vanskeligt at få truffet de valg, som gør det muligt at håndtere stress.

En leder tog sig selv som gidsel.
Et eksempel på et sådant ”Sophie’s Choice” så jeg for nogle år siden, hvor jeg i forbindelse med et længere forløb med en kommune sad over for en afdelingschef, hvis stressniveau var betænkeligt højt. Han havde det rigtig dårligt. Han var chef for en stor afdeling med mange medarbejdere. En broget flok, hvis interne konflikter og brok havde gjort det ulideligt for ham. Hver dag brugte han det meste af tiden med at udrede diverse konflikter. Samtidig skulle han holde skuden oven vande i et hav af forandringer og politiske initiativer. Hans job som chef var meget krævende og nedslidende. Det, som kompenserede for disse frustrationer, var hans jernvilje og evne til at se udfordringerne i det. Han ville lykkes med denne afdeling. Det gav stor mening at skulle få denne afdeling til at fungere.

Hjemme var stressen ikke mindre. Dels var det her, han havde mulighed for at ”koncentrere” sig om sine andre ledelsesopgaver, og dels havde han og konen et multihandicappet barn, som var så krævende, at det skulle passes i døgndrift. De havde af etiske grunde, og fordi deres hjerte bød dem det, valgt, at dette barn skulle bo hjemme. Dette til trods for, at barnets handicap var så betydeligt, at de med god samvittighed kunne have ladet det bo på en institution. Når manden kom hjem, var det første, der skete, at ansvaret for barnet blev overdraget til ham.

Vi snakkede i lang tid og nåede i fællesskab frem til den konklusion, at situationen ikke            var holdbar. Han kunne ikke både have et så krævende et job som afdelingschef og samtidig passe et multihandicappet barn. Han måtte vælge. Foretage et ”Sophie’s Choice”.

Det kunne han ikke. Hans samvittighed bød ham på den ene side at tage sig af barnet, og på den anden side var det trods alt arbejdet, der gav livet mening. Så han valgte at se tiden an og kørte på, som han plejede. Men nu er det jo sådan her i livet, at hvis vi ikke selv vælger, vælger livet for os. Han gik ned med stress og måtte sygemeldes. Så nu kunne han hverken passe sit handicappede barn eller fylde sit liv med meningsfuldt arbejde. Dette betød, at han også fik en depression. Resten af historien kender jeg ikke, så jeg ved ikke, om der var en happy ending. Pointen er da imidlertid heller ikke, om det endte godt, men at vi livet igennem må træffe svære valg. Uanset hvor vanskeligt, det kan synes. Nogen gange kan det være i orden at træffe valg ud fra nogle følelsesmæssige betragtninger, men når vi står over for et følelsesmæssigt dilemma kan det være nødvendigt at træffe valg ud fra nogle helt rationelle betragtninger. Vi må bruge vores sunde fornuft.

Stresshåndtering handler i særdeleshed om at undgå at lade sig styre af sine følelser. Nogen gange gør livet ondt. Rigtig ondt. Men vi må passe på, at vi ikke træffer valg som kun tager udgangspunkt i vore egne til tider egoistiske behov.
Du må også træffe valg, som tager hensyn til de børn, du har valgt at få. Til den familie, du har etableret. Du må tænke på, hvad der er bedst for helheden og ikke kun, hvad der er bedst for dig selv. Det handler ikke altid kun om at gøre det, som giver mening for dig, men om at se mening i det, som må gøres.

Hvad er dine ”Sophie’s Choices”?
Skal du vælge mere nærvær med dine børn eller fremme din karriere et par timer mere om dagen?
Skal du vælge mere tid med din ægtefælle, eller skal du starte på den ekstra uddannelse, der ville pynte på dit i forvejen overfyldte CV?
Skal du lære at være mere tilstede over for dine medmennesker, eller skal du lukke dig inde i din egen verden for at pleje din personlige udvikling?
Skulle du bruge mere tid på at snakke med din familie, eller skal du skære en uge af din ferie for lige at få råd til et nyt samtalekøkken?
Skal du knokle dig selv til døde, eller skulle du se at få dig et liv?
Du vil sikkert det hele, men tiden slår ikke til. Du må vælge, men tænk dig rigtig godt om, inden du gør det, for dine valg kan blive afgørende for, om du fremover vil kunne leve med dig selv.